En fredag aften i oktober 2023, besøgte vi Henne Kirkeby kro. Vi havde i forvejen bestilt bord til 2 personer, og begge var vi spændte på aftenens oplevelser.
Vel ankommet til den flotte stråtækte kro fra 1790 med 2 stjerner i Michelin guiden, bliver vi hilst velkommen og får et bord i restauranten. Når man kommer inden for, så står det hele nyrenoveret, topmoderne og elegant stil.
Da vi bestilte bord, blev vi oplyst at de havde en “Winemaker’s dinner” netop den dag vi ønskede at komme forbi. Prisen var kr. 5.500 pr. couvert, hvilket var i overkanten for vores budget. Den søde dame i telefonen vil prøve at undersøge om vi kunne vælge deres almindelige aftenmenu, da der var flere der havde ønsket dette.
Dagen efter ringede hun tilbage og kunne fortælle at vi havde et bord til 2, og vi kunne få deres almindelige aften menu.
Henne Kirkeby kro har en frokost og en aften menu. Frokost menuen koster kr. 695 og består af 6 serveringer. Hertil kan man bestille en vinmenu til kr. 595, som er 4 små glas serveringer.
Men nu var vi der til aften, og skulle igennem deres aften menu som koster kr. 1.695 pr person. Jeg valgte vinmenuen som ligeledes koster kr. 1.695. Min medspiser var kørende, så hun valgte et alkoholfri alternativ i form af forskellige frugtsafter.
Første servering – Snacks
Min medspiser startede med et glas hyldeblomstsaft, og jeg fik et glas champagne. Som starter fik vi et lille udvalg af snacks, bestående af en skive paté på gris, med butterdej og foie gras, hertil lidt sennep og cornichons.
En vandbakkelse med trøffelcreme og en skive trøffel på toppen. En skål med ristede nødder, ovnbagte oliven med timian og nogle syltede umodne ferskner.
Patéen smagte udsøgt med en god smag og balance i det fede og syrlige. Trøffelcremen i vandbakkelse, var lækker og delikat.
De ovnbagte lune oliven var der heller ikke noget at sætte en finger på. Til gengæld var de syltede umodne ferskner ikke noget særligt.
3 forretter
Dagens servering bestod af 3 forretter. Den første var Havbars med fennikel, artiskok og safran sauce.
Et lækkert stykke havbars med sprød skind, et stykke smørdampet artiskok og tynde strimler af syltet fennikel på toppen. Her til en lækker cremet safran skum.
Den næste var en af aftens største overraskelse.
Rødvinspocheret pighvar med oksehaler og syltede perleløg. En på mange måder lidt utraditionel sammensætning, men det fungerede perfekt.
Et lækkert saftigt og smagfuldt stykke pighvar, nænsomt tilberedt i rødvin. dertil oksehaler, som var en eksplosion af kraftfuld smag, og var lavet som en kugle af friteret oksehale. Der til syltede perleløg og en kraftig okseglace.
Sidste forret var tortellini med trøffel, selleripure, brunet smør, rødvinsglace, serveret på skiver af trøffel.
Igen var der ikke noget at komme efter. Perfekt tilberedt, flot og simpel anretning, og meget delikat og smagfuld.
Hovedretten
Nu skulle vi til hovedretten, som i dag var en version af den klassiske Tournedos Rossini.
På bund af spinat, sprød toast var anrettet et stykke helstegt dådyrfilet stegt til perfektion. Ovenpå var et flot stykke foie gras, toppet med skiver af frisk sort trøffel.
Alt var lavet til perfektion, og jeg kan ikke sætte en finger på hverken tilberedning, smag eller anretning.
Efter hovedretten fik vi valget om at tilkøbe ost (kr. 245) inden desserten. Jeg takkede ja, men min medspiser valgte at sidde over.
Jeg fik desværre ikke noteret mig hvilken ost det var, men anretningen bestod af tynde skiver af en tør ost, lagt i lag med tynde sprøde skiver ristet brød. Imellem lagene var der skiver af frisk æble og en æblekompot.
Osten smagte udsøgt, og de sprøde skiver ristet brød komplimenteret den godt. Desværre syntes jeg at frugtkompottens søde smag ikke bidrog til noget positivt.
Le grand finale – Desserten
Nu var vi kommet til desserten, som denne dag var en æbletærte med karamelsauce og vaniljeis.
Bunden var en tynd butterdej, anrettet med tynde skiver æble, som var bagt og glaseret. Æbletærten blev serveret med karamelsauce og i en skål ved siden af(?) fik vi en dejlig cremet vaniljeis.
Igen en lækker simpel ret, som var veltilberedt og smagte himmelsk.
Vinmenuen
Nu har du måske bemærket at jeg ikke har beskrevet vinene jeg fik serveret? Årsagen er at jeg ikke er kyndig nok til at give en relevant vurdering af vinene alligevel.
Vintjeneren gjorde en stor dyd ud af at fortælle om de enkelte vine, og man var ikke i tvivl om at han vidste hvad han snakkede om.
Jeg var heller ikke i tvivl om at jeg fik noget rigtig god vin, men da vinmenuen bestod af forskellige vine til hver ret, har jeg heller ikke billeder af flaskerne.
Jeg valgte den “almindelige” vinmenu, som bestod af 7 glas vin og kostede kr. 1.695. Vil man gå all-in, så kan man opgradere sin vinoplevelse og vælge en “vinmenu prestige” til kr. 2.595 eller en “vinmenu Extravagance” til kr. 6.000.
Opsummering
Besøget på Henne Kirkeby Kro var en stor oplevelse og kvaliteten og professionalismen var på sit ypperste.
Tilberedningen og smagen var der ikke noget at sætte en finger på. Dog synes jeg alligevel at jeg manglede den ekstraordinære oplevelse.
Som jeg indledningsvis skrev, så har man store forventninger, når man besøger en restaurant med 2 stjerner i Michelin guiden.
Jeg manglede det der “ud over det sædvanlige”. Der ikke umiddelbart nogle råvarer eller tilberedningsteknikker, som imponerede eller var ud over det sædvanlige.
Vi havde dog begge en god oplevelse, og sød og dygtig betjening.
Den samlede pris lød på kr. 5.770 for 2 personer.
Du kan læse mere om Henne Kirkeby Kro’s menu og vine på www.hennekirkebykro.dk og følge dem på Instagram.com/hennekirkebykro
Skriv et svar