Oliventapenade eller bare tapenade er en simpel men lækkert tilbehør til tapas, på ristet brød eller på en pizza. Den er også særdeles velegnet til et stykke oksekød eller lam.
Næste gang du steger en steak, så prøv at give den en god skefuld oliventapenade ovenpå, mens den hviler de sidste minutter.
Opskrift på oliventapenade
Ingredienser
- Oliven
- Olivenolie
- Hvidløg
- Kapers
- Ansjoser
- Salt og peber
Sådan gør du
- Blend oliven, hvidløg, kapers og ansjoser med lidt olivenolie i en blender eller foodprocessor. Tilsæt olivenolie til den rette konsistens.
Noter
Hov.. der er jo ingen mål eller vægt i opskriften?
Nej, for du skal lave din oliventapenade som du bedst kan lide den.
Vil du have lidt hjælp til at komme i gang, så start med en god håndfuld oliven og 1 fed hvidløg, en 8-10 kapers og 5-6 ansjoser og 1/2 dl. olivenolie.
Kan du ikke lide kapers eller ansjoser? Så brug lidt mindre af det, eller undlad det helt.
Ønsker ud en vegansk version, så undlader du bare ansjoserne.
Holdbarhed og opbevaring
Opbevares i et glas med tætsluttet låg i 2-3 uger på køl.
Oliventapenade vs pesto
Både oliventapenade og pesto er kolde saucer der er baseret på olivenolie. Hvor pesto som oftest er tilsat basilikum eller andre krydderurter, er oliventapenade tilsat oliven og kapers.
Ligesom der findes mange opskrifter på pesto, så kan du også variere din tapenade på mange måder.
Prøv for eksempel at tilsætte lidt soltørrede tomater, lidt frisk citronsaft, pinjekerne eller mandler. Du kan også tilsætte parmesan til din oliventapenade.
Hvilke er de bedste oliven?
Nu skal man passe på med at diktere hvilke der er de bedste, da det kommer an på personen der smager.
Men generelt kan jeg sige at der stor forskel i kvaliteten på oliven. Og som med så meget andet, så hænger pris og kvalitet som oftest sammen.
Ikke dermed sagt at du skal købe de dyreste oliven i supermarkedet, men som udgangspunkt vil jeg anbefale at gå uden om de billigste.
Men lad det komme an på dit budget, og prøv dig frem. Plejer du at købe de “billige” glas med oliven, og kan du lide dem, så er det dem du bruger.
Har du mulighed for det så køb nogle lidt dyrere oliven og lav din egen smagstest. Vi er vanemennesker, men jeg tror det er sundt at vi sommetider udfordrer os selv og prøver noget nyt.
Det kan jo være de er mange gang bedre end dem du plejer at spise, så hvorfor “nøjes”?
Vil du nørde lidt mere i olivensorter, så kan du læse mere om dette på www.oliviersogco.dk
Skriv et svar